Procedure for salg af andel i AB Spangkær For yderligere oplysninger: Se www.spangkaer.dk 1. Sælger afleverer en skriftlig anmodning om udtrædelse til bestyrelsen. Samtidig angives, om vedkommende ønsker at indstille andre til overtagelse af andelen, jf. foreningens vedtægter §14. 2. Bestyrelsen udleverer beskrivelse af procedure inklusive afskrivningsregler, vurderingsskema og standard overdragelsesaftale til andelshaveren. Køber findes i overensstemmelse med vedtægternes § 14. 3. Andelshaveren udfylder vurderingsskemaet og afleverer skemaet inklusive eventuelle kvitteringer og kommunale anmeldelser og/eller godkendelser til bestyrelsen. Bestyrelsen indhenter oplysninger i Andelsboligbogen om, hvorvidt der er tinglyste rettighedshavere i den pågældende andel. Er der det, overlades afviklingen af disse til foreningens administrator. 4. Bestyrelsen eller et udvalg besigtiger boligen og sammenholder de oplyste forandringer/forbedringer med de faktiske forhold. Desuden tages stilling til boligens vedligeholdelsesstand. Bestyrelsen godkender herefter prisen på boligen. Hvis der opstår uenighed om prisen på forbedringer afgøres uenigheden ved voldgift efter ABF's retningslinjer. 5. Bestyrelsen fremskaffer og udleverer energirapport for boligen, vedtægter, seneste årsregnskab, seneste budget samt specifikation af prisen indeholdende værdien af forbedringer, tilpasset og almindeligt løsøre i boligen. Desuden udleveres standardaftale om salg af andel med tillæg om fortrydelsesret, så den kan udfyldes og underskrives samtidig med en eventuel ejendomsmæglers købsaftale. 6. Når der er fundet en køber, skal denne godkendes af bestyrelsen. Et eventuelt afslag skal meddeles skriftligt og være saglig begrundet. 7. Køber og sælger indgår den endelige aftale om overdragelse af andelen. Overdragelsesaftalen skrives på en særskilt formular, som bestyrelsen udleverer. Hvis der medvirker ejendomsmægler, underskrives købsaftale, som ejendomsmægler udleverer. Sælger oplyser bestyrelsen om overtagelsesdatoen. Er der mere end 14 dage fra indgåelse af aftale til overtagelse, skal der enten stilles en bankgaranti eller oprettes særskilt deponeringskonto vedrørende købesummen. Side 1 af 2 8. Bestyrelsen godkender den indgåede aftale. Afleveringstidspunkt aftales, hvor boligen gennemgås sammen med sælger og nøgler afleveres til bestyrelsens repræsentanter. Ligeledes aftales overtagelsestidspunkt med køber. 9. Medvirker ejendomsmægler, vil denne som regel i umiddelbar forlængelse af bestyrelsens godkendelse af aftalen anmode bestyrelsen om at notere en transport. Ved notering erklærer andelsboligforeningen at ville overføre mæglerens salær til denne, inden sælgeren får sin eventuelle del af salgsprovenuet. Indgår ejendomsmægleren en sådan aftale, tages kopi, som vedlægges sagen. 10. Er der mindre end 14 dage til overtagelsen, skal køber indbetale hele overdragelsessummen til foreningens deponeringskonto i Sparekassen Vendsyssel, reg. nr. 9070, kto. nr. 1623686872 senest 3 bankdage før overtagelsen. 11. Bestyrelsen skal først fradrage de eventuelle tilgodehavender, som foreningen har hos sælger, herunder eventuelle garantier, som foreningen måtte have givet i forbindelse med andelshaverens køb. Bestyrelsen afregner med sælger hurtigst muligt. Hvis der er givet transport i en del af overdragelsessummen til dækning af ejendomsmæglerens salær, skal dette betales til ejendomsmægleren, før sælger får sine penge. Et passende beløb til dækning af eventuelle fejl og mangler bør tilbageholdes. Udbetaling af dette til sælger skal ske senest 3 uger efter overtagelsen, såfremt køber ikke har fremsat krav. Det tilbageholdte beløb må kun udbetales til køber, hvis der er indgået en aftale (et forlig) mellem køber og sælger, eller såfremt der foreligger en dom. 12. Snarest muligt og inden 14 dage efter overtagelsen gennemgår bestyrelsen boligen sammen med den nye andelshaver. Eventuelle krav angående mangler rettes til bestyrelsen inden for en frist på 8 dage efter overtagelsesdagen, hvorefter bestyrelsen senest 14 dage efter overdragelsesdatoen gør købers krav gældende over for sælger. Efter orientering om mangelindsigelserne, er bestyrelsen ikke længere involveret. Det betyder, at en eventuel tvist om mangler alene er en sag mellem køber og sælger. Side 2 af 2
© Copyright 2024